Først af alle rejste Ærøskøbings borgere i 1919 et »Minde om, at vore brødre Sønden Å efter 55 års adskillelse atter genforenedes med Danmark«, som der står på en af mindesmærkets sten.
Og Ærø er, taget i videste forstand, en del af Slesvigs jord, en søsterø til Als, så den lille ø's befolkning havde naturlig førsteret til at rejse et synligt minde for genforeningen. Og så tidligt som 26. november 1918 fremkom nu afdøde kunstmaler Sophus Poulsen med tanken om at rejse et sådant mindesmærke, idet den stedlige presse nævnte dato bragte hans lyriske »hilsen til Sønderjylland«, hvori det bl. a. hedder: »På en åben plads i byens hjerte, ved den alfare vej, vil vi bygge vor bauta, der skal vidne om den levende følelse, denne lille ø's befolkning havde af deres ret til først af alle at hædre det genvundne land.«
Kort efter denne lyriske introduktion udformede malerne Jacob Jørgensen og Sophus Poulsen i forening et udkast til mindesmærket, og med dette gik de til byens daværende borgmester, kammerjunker Iver Krabbe, som var stærkt interesseret i planens udførelse, og der nedsattes et udvalg, bestående af de to kunstnere samt tre af byrådets medlemmer med borgmesteren som formand.
Udkastet til mindesmærket blev udstillet med opfordring til borgerne om at yde bidrag til dets fuldførelse. Og da der i løbet af få dage indkom godt 700 kr., vedtog byrådet at yde det eventuelle overskridende restbeløb.
Mindesmærket rejstes derefter midt på torvet, ud for rådhuset. Det består af en lind, hegnet af fire 1 m høje natursten, alle med skureflader, forbundne med cirkelbueformede egetræsbænke, der hviler på mindre sten. De benyttede sten er fundne i gamle stendiger og ved stranden. Den østre og vestre sten er prydet med symbolsk ornamentik, formet om årstallene:
Stenen mod nord bærer indskriften:
Stenen imod syd:
Kunstmaler Sophus Poulsen har bestemt indskrifterne og tegnet den symbolske ornamentik, medens kunstneren Jacob Jørgensen har tegnet selve indskrifterne.
Mindesmærket blev afsløret 14. marts 1920, afstemningsdagen i II. Zone. Den i mellemtiden folkevalgte borgmester Andersen foretog afsløringen, og om aftenen afholdtes en fest på det daværende højskolehotel, hvor genforeningen fejredes i tale og sang under stor feststemning. Øens samtlige veteraner var indbudt som æresgæster. Kunstmaler Sophus Poulsen deklamerede »hilsen til Sønderjylland«, som i november 1918 havde været introduktionen for rejsning af det genforeningsmonument, der nu var afsløret, rejst som landets første, og det eneste, foruden stenen på Strandbjærg ved Assens, der bærer årstallet 1919.
Den deklamerede hilsen med udeladelse af de to første afsnit, som malende og realistisk skildrer den afsluttede Verdenskrig, lød:
Når de store fugle er ude på rov, så gemmer småfuglene sig helst bort skoven; men det hænder stundom, at rovfuglens skarpe øjne alligevel ser dem, og dens hvasse klo sårer dem.
Danmark, også i din skov slog de grådige fugle ned og slog dybe sår, smertefulde vunder! Slesvig - Sønderjylland. Så ofte sang vi. "Dyrekøbt den blev ved eder!" Tusindfold mere må vi nu føle, hvor dyrekøbt det danske Sønderjylland er os - for det er vel ikke bare en smuk drøm, en luftspejling, et bedrag, som forgøgler ørkenvandreren, der efter 54 års vandring ser det vidunderlige ske, ser sine længslers mål opfyldt? 5000 danske sønderjyders blod måtte flyde for at få det lille retfærdighedsfrø til at spire, millioners blod for at få det til at blomstre.
Uden sang, uden jubel drog de fra hjemmet - drevet af en usvigelig pligtfølelse. Tungt var offeret, usigelig tung var dødens høst. Langt fra hjem og arne, i fremmed sold tømte de den bitre kalk, men: "De ligger og lytter i jorden dernede, lytter, om på landsmål en læbe vil bede. Sønderjyske piger, I forglemme dem ej!" Og lytter nu, I dernede, som blegnede i døden, ser nu, i brustne øjne, hører nu, i øren og tal, du tunge, som døden forstummede. Og frygt så ikke, I, som ligger derude langs den store verdens alfarvej, frygt ikke! Med blodige runer har I ristet Jer saga i Danmarks mindebog, med blodige runer har I ristet mindet om de døde ind i vore hjerter! Sov trygt dernede i den fremmede jord, sov kun roligt, gak ind til den store fred, dødens fred, thi det er fuldbragt! Og frygter ikke, I, som endnu går langs de alfare veje, frygter ikke! I tusindstemmigt kor vil vi hilse jer hjem til Danmark, vor moder jord. Hil dig, Sønderjylland, smertensbarn. Hil dig! Læg dig ind til vort bryst og fornem vort bankende hjerte, fornem vor dybe, stille glæde. Vi bruser ikke i sejersjubel - ikke vi - men I har sejret, ikke ved sværdet, men i tålmod, ved standhaftighed og i kærlighed - frygter ikke!
Og du, Danmark, vor moder, vær beredt til din ophøjelses stund - iklæd dig dit festlige skrud - syng dine gladeste sange og tænk dine smukkeste tanker!
Lad Dannebrog vaje fra hus og gård, fra borg og fattigste hytte, endt er fornedrelsens tunge år - ej mere "de trænger at lytte" --
Og nu dig, min barndoms ø, du frugtbare plet af Danmarks have, du sidste rest af Slesvigs jord - er du beredt til den store dag?
Kendte du dig tryg, da din søster Als, da dit moderland Slesvig lå hyllet i røgen fra de mægtige kanoners torden? Kendte du dig tryg, da de "stolte fugle" lå derude på "Søndre Hav" og hvæssede sine kløer? Kendte du dig tryg? Så ofte har vi stået og skuet over mod det nære Als - det nære og dog så fjerne Sønderjylland! Mere end en af os har vel følt den dybe vemod, der er i adskillelsen - ingen af os har glemt dem, og vi vil ikke glemme dem, vi vil vinke dem hjem til os, tværs over hav, vi vil rejse dem et minde i vore hjerter, vi vil bygge dem en bauta på den alfare vej, og vi vil riste runer, minderuner, i den hårde granit. Vi vil bringe dem en uforglemmelig tak, tak for viljen, tak for dåden, tak for mandsmodet, og først og sidst en tak for kærligheden. Den er det dog, som sejrede til sidst, og ikke sværdet.
På en åben plads i byens hjerte - ved den alfare vej - vil vi bygge vor bauta. En frodig lind - det sønderjyske træ - frihedens træ - skal vår og vinter, sommer og høst vidne for en taknemmelig slægt - skal vidne om en stor tid, en jern- og blodtid, og om den dag, da der atter frit kunne tales, tænkes og tros i landet "sønden å og hinsides hav". Det skal vidne om den levende følelse, denne lille ø's befolkning havde af dens ret til først af alle at hædre det genvundne land - til at mindes de levende og døde. "Og skulle vi vel have så glemsomt et sind? Søster, hvad er det, du siger?" Nej, lad først og fremmest os, som bor og bygger på Slesvigs jord, ikke have så glemsomt et sind. Lad os for en gangs skyld samles i een stor taknemlighed, i en stor glæde. Det sker så sjældent i Danmark!
Ørne og krager, glente og grib har for en stund foldet vingerne sammen og glatter på de forpjuskede fjer. Småfuglene i den danske lund begynder at pippe, og om lidt så toner sangen måske gennem den danske skov. Det er den ny tid, det er vårbruddet. Og vend dig en dag mod Sønderjylland og lyt! Og du vil fornemme sang i luften, toner omkring dig - det er 55 års lange tavshed, som nu er brudt - det er friheden. Så sender vi da hilsen og håndslag til vore brødre i "Slesvigs omstridte land", Sønderjylland - Smertensbarnet - hil dig!
Kommunen værner og vedligeholder mindesmærket, hvis lind i årene, der er gået siden genforeningen, er groet godt til.