Højskoleforstander Svenning Pedersen, Uldum, havde flere gange nævnt til forskellige unge blandt højskolens vennekreds, at han gerne ville have rejst en mindesten til ære for genforeningen med Sønderjylland. I vinteren 1921 kom så to brødre, Kristen og Viggo Therkildsen og meddelte, at deres fader, gårdejer Jens Therkildsen, Borring Mark, Hvirring sogn, ville skænke højskolen en stor sten, når blot højskolen selv ville slæbe den hjem. Højskoleforstanderen tog med tak imod tilbuddet, og en dag i marts måned rykkede højskolens mandlige styrke ud for at hente stenen hjem.

Søndag, den 22. maj 1921 blev genforeningsstenen i Uldum Højskoles have afsløret af højskoleforstanderen. Han udtalte ved den lejlighed: Fra gammel tid har man sagt, at sten kunne råbe, vidne og tale. Det sidste er mest stilfærdigt, og vi, der har rejst denne sten, håber, at den må føre indtrængende, men stille tale, først og fremmest til den ungdom og vi andre, der færdes her til daglig, men også til de fremmede, der lejlighedsvis gæster os. Stenen står sådan, at vi daglig må have den for øje. Da dækket faldt, sang de unge piger flerstemmigt: Det haver så nyligen regnet, hvorefter højskolens lærerpersonale sammen med de sønderjyske elever læste pastor Gram Nygaards genforenings-skuespil: Sæd og Høst, og med Dejlig er jorden sluttede festen.

Indskriften på forsiden lyder:

SØNDERJYLLAND
1864 - 1920

På bagsiden lyder indskriften:

HJEMFØRT FRA BORING MARK
AF 90 KARLE 1921

Som den sidste sætning minder os om, så skete hjemførslen af stenen under stor festivitas.

Andre mindesten i højskolens have nævner også, hvor mange karle, der blev brugt til hjemførslen af den pågældende sten.