Staby, Holstebro kommune

Genforeningsstenen på Moesagergaard, Staby, har en særlig historie - ikke mindst fordi den oprindelig tjente som gravminde.

Her er en gengivelse af Vejlagers beretning:

Den over 300 år gamle gravsten, der er af norsk marmor, har i omtrent 100 år været benyttet som trappesten ved et nu nedrevet hus i Staby sogn. Gamle tømrer, gørtler, stenhugger m. m. Kr. Fladgaard, Staby, fandt den i sin tid i en stenbunke, efter at nye bygninger var opført på ejendommen. Han fik den overladt af ejeren. Senere købte C. Kr. Nielsen stenen, for at den ikke skulle gå tabt. I stenens øverste ende findes 7 dybe sprænghuller, men sprængningen var mislykkedes, så stenen er skævt brækket af. Berthel Strandbygaard, ved hvis hus stenen lå som trappesten, var født på gården Vibholm (1610 Wibhollmb) i Madum sogn, og hans ældre broder, der ejede gården, har i sin regnskabsbog skrevet, at Berthel skulle tjene ham et år og i løn have »14 rigsdaler og en stor sten«. Det er uden tvivl gravstenen, der her var tale om, men om det er Berthel Strandbygaard, der har sprængt stenen, eller den allerede dengang var sprængt, er uvist. Som skævt afsprængt anvendtes den i alle tilfælde som trappesten ved den ejendom i Staby, som Berthel Strandbygaard senere opførte. Stenen har været godt kendt i sognet. Gamle Kr. Fladgaard fortalte for eksempel, at i hans barndom, når han og hans kammerater gik fra skole, sagde de ofte til hinanden: "Skal vi et gor æ vej ad æ stoer stejen å skri' ". Og opfordringen er sikkert efterkommet tit, da indskriften forneden i frisen i stenens yderkant fuldstændigt er »gledet« af, hvorimod den øvrige indskrift og udsmykning er ret velbevaret og let læselig, uden dog at give oplysning om, hvem den har været rejst over som gravminde. På brudstykket står der nemlig kun i sammenhæng og forståeligt: »Den 31. maj 1600«. Det er dog rimeligt at antage, at den har været gravminde over en tidligere ejer af Vibholm og dennes hustru. Et læseligt kvindenavn kan tyde på det sidste. Da Sønderjylland atter kunde genforenes med Danmark, fik C. Kr. Nielsen den tanke, at den gamle gravsten med sine sprænghuller og sin skråt afsprængte øverste ende kunne bruges til et synligt minde om genforeningen. »Thi,« som C. Kr. Nielsen sagde, »den gamle stens omtumlede skæbne ligner Sønderjyllands, og den del af stenen, der ikke lod sig sprænge bort, er som et symbol på de danske syd for grænsen, der trods alt hører sammen med os.« .