Stabrand, Syddjurs kommune
I forbindelse med afsløringen af genforeningsstenen i Stabrand redegjorde gårdejer P.M. Pedersen i få ord for, hvad der havde indgivet ham tanken om at rejse genforeningsmindesmærket.

Han sluttede:

Jeg håber, fremtiden vil være god mod denne sten med omliggende festplads, at både vi og kommende slægter ret må forstå sandheden af Grundvigs linjer:

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.

Det har hovedparten af sønderjyllands befolkning til fulde forstået under adskillelsen, og derfor oplever nu en del af dem at komme tilbage til moderlandet igen. Gid resten af dem dernede med tiden måtte opnå det samme.

Hans tale og indskrift på stenen afspejler tydeligt hans sorg over, at afstemningsresultatet i II Zone medførte, at danskere fortsat skulle være under tysk herredømme.