Søndag, den 8. august 1920 blev genforeningsstenen på Riis Bakker afsløret i overværelse af en tusindtallig forsamling. Seminarielærer Marius Sørensen, Jelling var første taler. Han udtalte: At rejse mindesten er en god gammel skik. Den anvendtes bl.a. af jøderne (Josvabogen kapitel 24 vers 27) og vore stendysser vidner om, at det også har været en gammel nordisk skik. .... 1864 fik vi sorgens gave. Nu har vi fået glædens gave, og Vor Herre giver ikke gaver i utide. Sønderjyllands hjemkomst er den største folkegave, der nogen sinde er givet Danmark.
Derefter talte frøken Jensen, Haderslev, der bl.a. udtalte, at Danmark siden 1864 havde været et folk i gråd, men i håb.

Teksten på siden mod vest, som er afbildet øverst, er forfattet af gårdejer Jens Chr. Jensen, Riis:

1920
EJ MINDE OM EN GLIMREDAG
MEN OM ET TROFAST HJERTELAG
SOM BAR TIL SEJER DANMARKS SAG

Denne tekst er i det væsentligste citat fra en i Ribe rejst mindesten over faldne soldater fra Ribe by og herred i krigene 1848-50 og 1864.

Teksten på siden mod syd er forfattet af Dr. Haldbo, Give sygehus:

1864
END SAA VI DOG ALDRIG
EN VINTER SAA LANG
DET BLEV JO VAAR

På de 4 sten, som flankerer mindet, er navnene på 4 sønderjyske førere indhugget: Hans Krüger, Gustav Johansen, J. Jessen og Hanssen-Nørremølle.
Oprindelig var bakketoppen uden høje vækster som et strålende udsigtspunkt.
Den næsten 3 meter høje sten lå som skelsten mellem Klaus Jeramiasens og Niels Billeschous ejendomme.