Ringsted 1, Ringsted kommune

I forbindelse med afsløringen af genforeningsstenen i Ringsted, fortalte oberstløjtnant S. J. Bang eventyret om den gamle Bavnehøjsten, som delvist var blevet anvendt som genforeningssten.

Oberstløjtnanten fortalte:

. . . . Eventyret begyndte, da de gamle guder regerede i norden. Da lå på Dovrefjeld i Norge en gammel, mosgroet kampesten, hvori der boede en vætte. Vætten sov det meste af tiden. Under Istiden blev stenen flyttet til Sjælland. Og da vætten vågnede på ny, befandt han sig i et så smukt sjællandsk landskab, at han kom til at græde. Han havde ellers kun grædt en gang før. Det var den gang, Balder var blevet dræbt af den blinde Høder og var faret til de dødes rige, Hel. 

Senere blev stenen offersten. Sidste gang vætten vågnede, var stenen ved at blive flyttet til Ringsted for at komme til at stå som genforeningssten. Thi et barn, der blev ført bort af onde jætter og holdt i fangenskab, var efter et ragnarok, hvor aserne sejrede, kommet hjem. . . . Og skylden for, at stenen gik i grøften i Kværkeby, var udelukkende vættens. Han havde af glæde over at skulle fotograferes sat sig ud på venstre side af stenen. Derved skete uheldet! Nå, stenen kom til - Ringsted og blev stillet op.

Da jeg forleden aften kom forbi, kom jeg i samtale med den gamle vætte, der sad ved siden af stenen som genforeningens levende ånd. Den gamle gubbe bad mig hilse alle og fortælle ved festen, hvor glad og stolt han var, og hvor meget han holdt af Danmark, hvor hans gamle sten var landet. Alle onde drømme om hedenske blodofre er nu borte. Og jeg er glad for, fortsatte vætten, at Kristi navn er hugget ind i min sten. Thi jeg forstår, at jeg ikke forgæves har grædt for Balder. Kristus er nu kommet tilbage fra de dødes rige. Han har brudt dødens lænker og overvundet døden for vor skyld. Hvor er det kønt af den hvide Balder. I er lykkelige. Hele det danske folk har fået evighedshåbet. Glem det aldrig! . . . . Og nu vil jeg ikke sove mere. Jeg vil hver morgen, når folk går til arbejde, puste arbejdsglæden i dem. Husk I har noget fælles ud over uenigheden, og dette fælles skal være baggrund for alt det andet. Tænk på,  at jeg sidder deroppe ved siden af stenen, nikker mildt til jer og siger: Husk på genforeningen. Således talte vætten!

Oberstløjtnanten sluttede:

landsmænd! tre rungende hurraer for genforeningens levende ånd! Den leve, blive frodig og stærk i vort folk til alle tider!