Oksbøl by og sogn, Sønderborg kommune

Genforeningssten i Oksbøl by og sogn, Sønderborg kommune Genforeningsstenen står, hvor Havnbjergvej/Oksbøl Nørregade mødes med Oksbøl Søndergade i Oksbøl by, 6430 Nordborg.
På genforeningsdagen den 9. juli 1920 blev genforeningsstenen i Oksbøl afsløret af pastor A.P. Blinkenberg, Skanderborg.

Det daværende kommunalråd forestod rejsningen dagen før genforeningen og bestemte den korte indskrift:
GJENFORENINGEN
9.7.       1920.
Genforeningsstenen er en gravsten med kors, som stammer fra romansk middelalder. Den havde tidligere siddet i kirkemuren, men var blevet brudt ud engang i 1880-erne og stillet hen i våbenhuset, indtil den fandt sin anvendelse som genforeningssten.