Genforeningsstenen i Lyndby blev afsløret den 9. juli 1920 af gårdejer Chr. Eliasen og sognepræst T.L.Bjørndal.

Lærer P. Povlsen holdt tale og sluttede således:
Så står da denne sten som en af vort lands ejendommeligste genforeningssten, med de tusindårige oldtidsmærker, de smukke helleristninger eller solmærker på bagsiden og indskriften fra 1920 på forsiden. Fortid og nutid er her forenet i mindet, der for nulevende og ufødte slægter vidner om Danmarks glæde over genforeningen, en glæde, som forhåbentlig aldrig vil dø, "så længe, der ringer en klokke over ø."

Stenen lå i 1802 ved randen af en mose ca. 200 meter nord for Lindegården. I folkemunde blev den benævnt som Æbleskivepanden eller Offerstenen. Som det fremgår af den citerede tale, er der tale om en helleristningssten, hvis ene plane flade er oversået med skåltegn, næsten 300, hvor flere ligger så tæt, at de danner sammenhængende linjeforløb. Et regulært hjulkors ses også, og nogle buede linjer og skåltegnsforløb danner et mere irregulært hjulkors.
Oprindeligt blev stenen sat på en plads ved landevejen ud for den store bronzealderhøj, Bavnehøj. Denne plads blev skænket af gårdejer C.J. Thomsen. Senere blev mindet flyttet til sin nuværende plads.

Indskriften lyder:

SØNDERJYLLANDS GENFORENING MED DANMARK

Under de 3 bølgelinjer, som symboliserer den danske nationalsangs slutningsvers Og gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå, står årstallet:

1920

Inskription og udsmykning er udført efter tegning af lærer Povlsen og indhugget i stenen af billedhugger Hansen-Glem, Roskilde.