Den 19. november 1920 blev genforeningsstenen i Laurbjerg afsløret af sognepræst Gram-Nyegaard, der også havde forfattet indskriften:

HVAD DJÆRVHED OG TROSKAB
FORMAAR I ET FOLK.
DERFOR SKAL DU STEN
VÆRE SLÆGTERNES TOLK
OG MELDE TRODS ALT
END DANMARK MAA FRISTE
HVAD SAADAN VI VANDT
VIL ALDRIG VI MISTE
1864   1920

På afstemningsdagen i første zone, 10 februar 1920 samledes beboerne i Laurbjerg til en fest, hvor man vedtog at fejre den forventede genforening med en egentlig genforeningsfest og om muligt tillige at indvie en mindesten. Genforeningsfesten blev afholdt den 25. juni 1920. Pastor Gram-Nyegaard havde skrevet et festspil, der blev opført af lokale kræfter. Skuespillet udkom senere under titlen Sæd og Høst eller hjem til Danmark: en dramatisk minderune  jfr. 1. Mosebog, kapitel 8, vers 22. Skuespillet blev opført forskellige steder i forbindelse med minde- og afsløringsfester. Mindestenen var imidlertid ikke blevet færdig til festen, så afsløringshøjtideligheden skete først senere på året som ovenfor anført.

Den 2,34 meter høje sten stammer fra Essendrup skov. Det er i virkeligheden halvdelen af en større sten, som i 1861-64 ved anlæggelsen af den jyske længdebane, blev sprængt i to halvdele, hvoraf den ene gik til skærver til banen, medens den anden halvdel ikke blev anvendt, før den blev til genforeningssten.