Kruså by, Holbøl sogn, Aabenraa kommune

Genforeningssten i Kruså by, Holbøl sogn, Aabenraa kommune Genforeningsstenen står ved krydset Sønderborgvej og Flensborgvej/Aabenraavej, 6340 Kruså.
Genforeningsstenen i Kruså blev afsløret den 8. april 1923 i overværelse af en stor forsamling.
På stenen er indhugget:
HER MØDTE
CHRISTIAN X
DE DANSKE SYDFRA
DEN 12.7.1920

I SKAL IKKE BLIVE GLEMT!
Oprindeligt var mindet rejst på det hjørne af vejkrydset, hvor Christian den Tiende den 12. juli 1920 havde mødt danske sydslesvigere, som efter afstemningsresultatet fortsat skulle være under tysk herredømme. Det er den fjerde og sydligste sten, der er rejst til minde om kongefærden gennem Sønderjylland i forbindelse med genforeningen.

Da der kort tid efter blev opført et betonorgie af en bygning bag mindet, blev det flyttet i 1926 til sin nuværende placering, stadig flankeret af 4 grænsepæle  (nrr. 27, 32, 67 og 68) fra Kongeå-grænsen.

Den blev rejst af godsejer J.W.Hansen, Krusågård og direktør Blume, Nørre-Smedeby Skærvefabrik, fra hvis grusgrav stenen er hentet.