Kærby by og sogn, Randers kommune

Genforeningssten i Kærby by og sogn, Randers kommune Genforeningsstenen står foran ejendomme Kærby Møllevej nr. 8 i Kærby, 8983 Gjerlev J.
Den 1. november 1920 afsløredes genforeningsstenene ved en fest, hvor lærer Chr. Wammen talte ud fra ordene: Atter det skilte bøjer sig sammen, en linje fra Carl Plougs "Længe var Nordens herlige stamme",  som er anvendt på genforeningsstenen i Kærby, Randers kommune.

Fra en senere tid giver disse ord associationer til en anden genforening, nemlig til Willy Brandts berømte ord i forbindelse med Berlinmurens fald den 10. november 1989: Es wächst zusammen, was zusammen gehört.

Lærer Chr. Wammen, der opfattede den sønderjyske sag som fælles nordisk, har også bestemt indskriften, som står under et dannebrog:
1864
FLYTTET ER
NORDENS GRÆNSEPÆL
1920
Møller Chr. Krogh, Kærby Vandmølle blev i sin tid opmærksom på den smalle, mandshøje sten, som lå over en stenkiste ved mølledammen. Denne sten blev herefter anvendt som en del af mindet.