Holte, Rudersdal kommune

Dette er en gengivelse af historien om genforeningsstenen i Holte, Rudersdal kommune. Den bygger på Johs. Vejlagers beskrivelse i hans bog "Genforeningsmindesmærkernes Historie".

I Søllerød kommune var der ved genforeningen en del tale om at rejse en mindesten, men årene gik, uden at sagen blev gennemført, og tanken betragtedes nærmest som opgivet. Det var dog ikke tilfældet; den havde blot ligget i dvale, og i foråret 1930 tog Sønderjysk Forening i Holte initiativet til, at der blev dannet en komite, som havde til opgave at søge rejst en mindesten til 10-årsdagen for genforeningen.

Komiteen, hvis energiske formand var ingeniør L. G. Dalhoff, henvendte sig til sognets beboere ved en opfordring, trykt i 11.000 eksemplarer. Skrivelsen var underskrevet af komiteens medlemmer, som repræsenterede ni af sognets forskellige foreninger.

Under komiteens søgning efter en passende sten kom tilfældet den til hjælp, idet fhv. købmand Anders P. Larsen i Trørød henvendte sig til komiteen og meddelte, at han mente, han i sin grusgrav i Nyvang havde, hvad man søgte.

Det var ikke meget af stenen, der ragede op over jorden, men efterhånden som den blev udgravet, blev dens vældige dimensioner og skønhed åbenbar. Det var en gnejssten, som var aflejret  under Istiden  med tydelige mærker af isens slibning. Stenen kan for så vidt være kommen mange steder fra, men i nærheden af den lå en anden sten af en rødlig bjergart, og den kan efter geologernes mening kun stamme fra Ålandsøerne, som gnejsstenen da enten må have passeret eller have haft til vugge. Men hvorfra end den vældige sten var kommen, så var den velegnet til formålet. Spørgsmålet var bare: turde komiteen påtage sig den store opgave, som det ville være at flytte denne klippeblok,  og var det teknisk muligt at gøre det?

Anders P. Larsen tilbød stenen for 400 kr. inkl. udgravning og ulempe. Men dermed var sagen langt fra klaret. Falcks Redningskorps blev dog rådspurgt og tilbød at foretage flytningen af stenen for 1935 kr. Og Redningskorpset blev derved uden tvivl den største bidragyder ved mindesmærkets rejsning, da det ikke tjente på flytningen af stenen. Tværtimod!

Den 19. maj 1930 blev stenen - efter at være udgravet, afbanket og syret og af Mineralogisk Museum synet og erklæret for holdbar - løftet op af udgravningen ved hjælp af fire donkrafte og lagt på en opklodsning, således at en blokvogn kunne skydes ind under kolossen.

Efter to dages slid var dette arbejde tilendebragt. Og medens stenen lå på en opklodsningen, blev pressen indbudt til at besigtige stenen, og mange mennesker, såvel indensogns som udensogns, besøgte grusgraven i de dage, stenen lå til »eftersyn«, - og i en opstillet mælkespandsbøsse indkom 66,50 kr.

Den 29. maj blev Søllerød kommunes store, nye damptromle spændt for blokvognen, under og foran hvis hjul, der var lagt jernplader og i løbet af dagen blev kolossen trukket op af grusgraven og op på landevejen; her blev redningskorpsets store vogn - bygget af det tyske firma Krupp - yderligere spændt for, og den 9 km lange transport kunne begynde. Blokvognens hjul skar imidlertid gennem jernpladerne og vejbelægningen og stod uhjælpelig fast. Damptromlen rutsjede rundt på stedet med sine tromlehjul, og trods alle ryk rokkede stenen på blokvognen blot opgivende på sit grå kæmpehoved. Det var alt, hvad der skete, og alle, som ud på aftenen havde afventet stenens ankomst til Søllerød, blev skuffet, ligesom de mange, der havde hørt Radioavisens meddelelse om, at stenen var på vej. Men næste dag blev Københavns Amts vejvæsens største damptromle mobiliseret. Og Falcks dygtige folk, vejudvalgets formand og kommunens ingeniører arbejdede uden mad eller hvile fra middag og til stenen næste dags morgen var bragt på plads. - Den gang den store damptromle drønede frem, råbte den uhyre tilskuerskare hurra i forventning om, at den alene var i stand til at klare alle vanskeligheder. Men da den var spændt for og tog tilløb under mængdens fornyede hurraråb, blev det kun til en svag dirren i blokvognen og en let rysten af stenen. Forpartiet af damptromlen løftedes op som om den, som en fyrig og prustende hingst, ville stejle; og de store, brede hjul løb rundt, som vejen var smurt med olie. De blev slebet blanke og funklede i solen som sølv. Det var et storslået syn; men der skulle mere til for at flytte stenen, hvis eminente tyngde nu begyndte at fattes af den interesserede tilskuermængde. Begge damptromler blev derefter forspændt. I begyndelsen var trækket lidt uens, men senere blev der sammenspil, og kæmpestenen kunne fortsætte sin rejse. Hen ad lige vej kunne amtets damptromle klare sagen alene. Op ad bakke måtte de to tromler arbejde sammen. Ved Høsterkøb kirke opstod der atter vanskeligheder, men de blev dog overvundet, og stenen er næppe nogensinde før flyttet med større fart, da isbræen, som bar den fra Ålandsøerne herned, ikke var nogen hurtig befordring.

Et øjenvidne til kolossens ankomst til Holte fortæller således:
Ved midnatstid den 31. maj kom der et sælsomt tog ned ad Rudersdal bakke. Som fortrop rullede under ild og røg og tordenagtige drøn to vældige damptromler. På en blokvogn fulgte derefter i ensom majestæt optogets ærværdige genstand: en gigant på op imod 30.000 kg, istidsstenen, der efter tusinder af års hvile nu var på vej mod sit stolte mål: at rejses som bautasten for genforeningen. Rundt om den grå kæmpe, der lignede et fabeldyr, en mammut på en trillebør, myldrede som lygtemænd de små mennesker, nogle med håndlygter, andre i biler, der så ud som legevogne ved siden af kolossen. Jorden skjælvede, hvor toget drog frem. Husene rystede, og folk for op af deres senge for at se, hvad der var på færde. En nordmand udbrød: »Hvad, ligger I og kører rundt med fjælene på vejene her i Danmark!« Han var vant til at se klipper, men ikke kørende på vejene. Ud for doktorboligen var det nær gået galt. Røg og gnister stod ud fra blokvognens hjul: Aksellejerne var ved at brænde sammen under det enorme tryk, men det gik. Og langsomt gled bautastenen frem mod sit mål: Skovbrynet af Geels Skov, ved foden af bakken. Klokken blev 0:30, inden blokvognen »svingede ind« på pladsen, og det lysnede i øst, før den var bragt på plads. Morgensolens stråler lagde sig over skovbrynet, inden stenen var læsset af, og blokvognen og damptromlerne kunne køre hjem.

At transporten af den store kolos var ud over det almindelige, fremgik også af, at Radioavisen udsendte den daglige »transport-bulletin«, og komiteen havde tegnet forsikring imod eventuel beskadigelse af vejene.

Tre dage efter stenens ankomst til pladsen stod den på sit faste betonfundament, og kommunen kunne påbegynde arbejdet med pladsens regulering og skovgærdets opsætning. Samtidig var arkitekt Thomas Havning og billedhugger Bretegani travlt optaget med at indhugge inskriptionen, et vers af nu af døde overlærer Valdemar Kierkegård, der var udvalgt blandt de mange indkomne forslag.

Den 15. juni 1930, tiåret for genforeningen, fandt afsløringen sted i sol og varme og under de festligste former. Et stilfuldt sanghefte med et fotografi af stenen, hævet fra sit tusindårige leje i grusgraven, og som bilag til heftet en sang af overlærer Valdemar Kierkegård: "På 10-årsdagen for genforeningen", blev omdelt til de mange deltagere.

Guds kværn står aldrig stille,
den maler fryd, den maler ve,
ved gry og aften silde,
ved dag og nat alt, som skal ske.

Vi brovte med vor vælde,
med jern og bly, med ild og gift!
Hvem kan vort opbud tælle,
og hvem kan måle vor bedrift!

Det tunge hjul, som drejer
alverdens skæbne, træder Gud,
og nederlag bli'r sejer
Og styrke svaghed på hans bud.

Vi tror, vi hjulet vender,
men selv den største styrer Han --
et stille solskin tænder
Gud Herren med vor onde brand.

Thi i Guds stærke hænder
er jern og stål kun voks og ler,
og ingen, ingen kender
sit mål og med! Guds vilje sker.
                                               Valdemar Kierkegård.

Første Artilleriregiments orkester indledte festen med potpourri over nationale melodier, hvorefter komiteens formand, ingeniør L. G. Dalhoff, bød velkommen og redegjorde for arbejdet og hensigten med mindestenens rejsning, samt takkede de omkring 2000 bidragydere, Statsskovvæsenet, der havde givet størsteparten af grunden, hvorpå mindesmærket blev rejst, og Søllerød sogneråd, der havde ydet værdifuld bistand og lovet at overtage mindestenen.

Professor Vilhelm Andersen holdt derefter den egentlige afsløringstale. Og det øjeblik, da den aldrende professor, lænet imod stenen, ved sine ord gav historien liv, gav indvielsen et præg, der vil blive stående i erindringen.

Forsamlingen sang: "Der er et yndigt land", og under sangens sidste strofer gled dækket til side, og mindestenen var afsløret.  Med sangen Kongernes Konge sluttede den enkle, smukke fest, og Danmarks største genforeningssten var afsløret på tiårsdagen for genforeningen.
I en stilfuld mappe opbevarer komiteens formand en detailleret beretning om stenens historie, transport, opstilling og afsløring samt en righoldig billedsamling fra såvel udgravningen, transporten som af det færdige mindesmærke.