Hohøj, Mariager kommune

I forbindelse med afsløringen af genforeningsstenen på Hohøj reciterede redaktør N. Nielsen, Hobro prologen, skrevet af pastor G. Thanning, Hobro og som gårdejer Aage Sørensen, Mellerup har nedskrevet. Her er prologen så vidt muligt gengivet i nutidens ortografi:

Med Kongeåen op fra Dannevirke,
der stred i tusind hjem en sprogets strid
så mangen dansk, som skovens bøg og birke
kan stå i kamp i stormvejrs hårde tid ....
....Der gik en storm fra syd mod danske hjem,
den var så stærk, men hærdet alle dem
som elsket modersmålets fine klang
og gerne lod det lyde frit i sang;
den var så ond, men nåed ej sit mål,
hvor modersmålet lød med friske stemmer
og drog sit guld fra folkedybets gemmer;
det evned kun at flamme op et bål
af hver en gnist, som lå i hjertet gemt,
i danske hjerter, kun for fædrelandet stemt.
.... Der gik en søndenstorm henover land og by,
mod danskerættens sjæl sin vej den brød;
det var en voldsfærd, det som et uvejr lød,
men i det danske hjem fandt danske læ og ly.
.... Man vidste vel, at kunne sproget lægges øde,
da måtte sjælen ende med at bløde
som falden kriger sig til sidst til døde. ....
Og der gik år, mens sønderstormen raste;
den kunne sig mod kirke, skole kaste,
men fandt kun mure, stejle, stærke, faste,
en kæk og frejdig slægt, som vidste,
at kampen måtte strides til det sidste
og ikke mindst, hvor stormen kom med liste.
Hin sprogets kamp imellem dansk og tysk derneden,
med sejren gemt i modersmålets sejr,
den blev for os et vidnesbyrd fra dem, som stred den,
at der er kræfter nok mod vind og vejr,
når blot man vil, hvad kærligheden byder,
når kærlighedens liv og lov man lyder.
.... Og når vort folkehåb har nå'et et mål,
der lå som fager drøm i danskes sind,
der lyste som en bavn fra bakketind;
og når der tændes nu et flammebål
af tusind gnister fra et folkehjerte,
som kærlighedens dybe lovsang lærte,
da ved vi vel, at det var sønderjydens troskab,
som voldte, at der blev for os et fælles boskab.
Det svar, som danske hjerter higed efter,
når vi mod Danmarks fremtid så med angst og håb,
det fik i alle unge varme hjerter
i sonderjydske hjem sin friske forårsdåb.
Og flytted blev mod Sønden grænsepælen,
det skyldes vel det dybeste i folkesjælen.
.... Nattergalen sang ved Flensborg Fjord,
sang om sommer i det danske sind,
sang om stærke, frie ord,
sang om hjertes fagre drøm
og om dåd mod striden strøm;
hvisker tyst i sjælen ind:
Bi kun, tro og håb
du har fået livets dåb.
Lyt, når jeg en sommeraften
slår de sidste, friske triller,
hent i sangen sejrskraften,
øs af sangens dybe kilder,
syng dig glad i modersmålet;
der har altid, altid strålet
lys fra folkesangen
over hjertevangen. ....
Nattergalen sang ved Flensborg Fjord,
sønderjyden sangen troskab svor. ....
.... Der kom en dag, da Sønderjyllands ungdom stævned
til blodig dyst
på fremmed kyst,
hvor sjælen vånded sig i våbenlarm,
mens hjemme tåren randt fra kind så varm,
og næppe man at holde modet oppe evned.
Der blev så tyst
i deres bryst,
som sad med længsel efter dem derude,
som styrede imod hav den lille skude.
Det blev dog tungest lod for dem at friste
at kæmpe for en sag, man fuldt ud vidste
var fremmed, fjendtlig for ens eget hjerte,
den kun at lide, lydigt danske lærte.
.... Det føltes alvorsdybt hos danske mænd og kvinder,
det var en skæbnetime for de store minder,
som ligger gemt så dybt i Sønderjyllands sange
og fører livets tale fra de gamle dage.
Det var en skæbnetime for det danske folk,
hvor saga skrev sin dom som tidens tolk.
Var det en skumringstid med døden svanger?
Var det en dagning ny, .... en forårssanger
med genklang fra de sønderjydske sange,
som lød så havfrisk gennem tider trange,
som lærken lig forkyndte vårens komme,
at nu var vintrens stormtid snarlig omme,
nu svøbte stormen sig i ligets klæde,
forsvandt for folkesejrens sang og glæde?
.... Vi så et korstog under dybe vunder,
og ventede bævende på livets under,
hvor der af tårer blev en lovsangstone,
hvor tunge kors forvandled sig til krone.
.... Så lysned det.
Som en fanfare lød det sønden Kongeå:
"Nu dagen er inde, hjem vi vil,
Nu alle danske! hjem vi gå!"
Da gik et mægtigt brus henover Slesvigs sletter,
hvor dansken tog en frejdig dyst med folkets jætter,
et brus af hjerteslag mod Danmarks kyster,
som gemte alt, hvad Sønderjyllands hjerte lyster.
Så lysned det, og genforeningsdagens sang
så sødt og lifligt rundt i Danevang
fra Flensborg Fjord til Skagens hvide banker;
den sang igennem varme lyse tanker,
den sang igennem folkets tak og glæde
og hvor i mindet, sorgen sad til sæde.
Så smælder Dannebrog fra borg og hytte
i friskvejrs brise, som en hymne fager
til ham, som pløjer folkelivets ager
og sår sin sæd til fremtids rige høst.
Vi hører gennem folkeskæbnen Herrens røst
som svar på bønner fra de tusind hjem,
der sled sig modigt imod dagen frem.
.... Men dybt fra lovsangsvældet vil en stemme
end lyde stille, sorgtungt i det danske hjerte:
Vi vil i sejrens glæde aldrig glemme
hver dansk, som så med dyb og bitter smerte
sit håb om hjemkomst tungt at briste,
dem vil vi huske i vor bøn, vort virke;
hvor end de færdes ned til Dannevirke;
de skal vor Kærlighed ej miste.
Men ringe skal nu klokker nytid ind,
og smælde flaget for den friske vind.
og lyde skal det over livets gåder:
der er en gud, som over Danmark råder.
       G. THANNING
          sognepræst