Høkkelbjerg, Tyrstrup sogn, Kolding kommune

Genforeningssten i Høkkelbjerg, Tyrstrup sogn, Kolding kommune Genforeningsstenen står vest for hovedvej 10, skråt overfor Høkkelbjerg Rasteplads, Tyrstrup, 6070 Christiansfeld.
GPS-koordinater (link): 55.378174 9.480893
Pinsemorgen den 15. maj 1921 blev genforeningsstenen på Høkkelbjerg afsløret af stiftamtmand V. Haarløv, der bl.a. udtalte: Fra fjerne tider tider har det været skik at rejse mindesten til minde om personer og begivenheder, hvorom man ønskede mindet bevaret. Således har vi også nu rejst en sten til minde om den største begivenhed, vor slægt har oplevet: Sønderjyllands genforening med moderlandet, til minde om det højtidelige øjeblik hin dejlige sommermorgen, da kong Christian red over grænsen, der nu ingen grænse er mere...

Stiftamtmanden havde også forfattet indskriften, som på forsiden lyder:
HER HILSTE
SØNDERJYDERNE
KONG
CHRISTIAN DEN X.DE
VELKOMMEN
VED
GENFORENINGEN
DEN 10. JULI 1920
Teksten på bagsiden:
REJST
AF
HADERSLEV AMT
Stenen, der er 2,2 m høj og 1,25 m bred, er fundet på gårdejer P.G. Tofts mark i Rangstrup nordøst for Løgumkloster.

Der er tre andre sten, som minder om kongens berømte ridt over grænsen på den hvide hest. Det drejer sig om stenene, som står ved Frederikshøj, ved Kruså og på Dybbøl.