Gislum by og sogn, Vesthimmerland kommune

Genforeningssten i Gislum by og sogn, Vesthimmerland kommune Genforeningsstenen står i svinget overfor ejendommen Sjøstrupvej nr. 16 i Gislum by, 9600 Aars.
GPS-koordinater (link): 56.768367 9.517833
I vinteren 1921 blev genforeningsstenen i Gislum rejst uden nogen særlig afsløringsfest, da årstiden ikke indbød til friluftsfest. Det var efter forslag af pastor A. Sunde, Gislum, at mindet blev rejst.

På stenen står:
SØNDERJYLLAND
1864  -  1920
Rejst af Beboerne
i Gislum Sogn
Ved den tidligere smedjes ager lå der engang et sløjfet dige, hvori der havde siddet en sten, som var for stor til at blive flyttet. Da den modstod alle sprængningsforsøg, blev den nedgravet på selve stedet i den nævnte ager. Sognets ældste beboere kunne i 1920 endnu erindre denne tildragelse, hvorfor man gav sig til at søge efter stenen. Den blev fundet, udgravet og med stort besvær ført til opstillingsstedet.