Frederikssund købstad og sogn, Frederikssund kommune

Genforeningsstenen på Kalvøen i Frederikssund Genforeningsstenen i Frederikssund står overfor tennisbanerne på Kalvøen, 3600 Frederikssund købstad.
GPS-koordinater (link): 55.832348 12.057996
Genforeningsdagen, den 10. juli 1920 vajede der flag fra hvert hus i Frederikssund. Kl. 8 drog et musikkorps gennem gaderne, og kl. 11 lukkede alle forretninger, hvorefter der afholdtes festgudstjeneste i kirken.

Efter gudstjenesten drog deltagerne i procession til festpladsen. I spidsen kørte de indbudte veteraner i blomstersmykket vogn, efterfulgt af foreningsfaner fra byen og omegn.

Daværende forstander A.T. Høy, Kong Frederik d. 7. Stiftelse, Jægerspris, holdt festtalen og foretog afsløringen, og borgmester Poul Larsen holdt en kort tale, i hvilken han hyldede de gamle veteraner.

Billedhugger Emanuel Nielsen, Frederikssund har udsmykket stenen med det sønderjyske våbenskjold og årstallene 1864 / 1920, og som indskrift er anvendt det hyppigt benyttede vers fra genforeningssangen af Henrik Pontoppidan:
DET LYDER SOM ET EVENTYR
ET SAGN FRA GAMLE DAGE.
EN RØVET DATTER, DYBT BEGRÆDT,
ER KOMMET FRELST TILBAGE
Ved siden af mindestenen er der en tavle, der - som et af de få steder i landet - fortæller lidt om genforeningsstenen og Henrik Pontoppidan.