Frederikshøj, Taps sogn, Kolding kommune

Genforeningssten på Frederikshøj, Taps sogn, Kolding kommune Genforeningsstenen står nord for Frederikshøj Kro, overfor ejendommen Koldingvej 91, Taps, 6070 Christiansfeld.
GPS-koordinater (link): 55.387713 9.480232
Den 23. oktober 1921 blev genforeningsstenen på Frederikshøj afsløret under et voldsomt uvejr med storm, sne og hagl, så kun et par hundrede mennesker havde trodset uvejret og givet møde.

Stiftamtmand, kammerherre V. Bardenfleth udtalte før stenens afsløring bl.a.: Dagen, den 10. juli 1920 vil altid stå som et strålende minde for alle os, der havde den lykke at være vidne til, at grænsen mellem den gamle kongevej og den genvundne del af Sønderjylland højtideligt slettedes ved en konges ridt forbi de væltede grænsepæle, medens befolkningen jubel bølgede ham i møde fra tusinder af struber....

På stenens forside står indhugget den af sognerådsformand Joh. P. Johansen, Dalhavegaard foreslået indskrift:
Minde
om:
Kong Chr. X
her besteg den hvide Hest
Genforeningsdagen
den 10 Juli 1920
På bagsiden af stenen står der:
Rejst
af
Vejle Amtsraad
og
de 8 forhenværende
slesvigske Sogne