Farum Furesø kommune

Dette er en gengivelse af historien om monumentet i Farum, Furesø kommune. Den bygger på Johs. Vejlagers beskrivelse i hans bog "Genforeningsmindesmærkernes Historie".

Tanken om at rejse en mindesten opstod samtidig hos flere af sognets beboere, og der blev dannet en komite til at forestå arbejdet. Det viste sig imidlertid meget vanskeligt at finde en tilfredsstillende sten, da det dengang mægtige lindetræ, "Majtræet", under hvis krone mindestenen skulle stå, krævede meget for at præsentere sig på rette måde. "Majtræet "var vist dengang Danmarks største lindetræ, men i 1986 rev stormen toppen af træet, så det i dag er en ruin, der dog sætter nye grene.

Men en dag, da kunstmaler Emil Krause gik fra sin villa ved Farum Sø til stationen, valgte han tilfældigt at gå gennem en udgravning til en ny vej, hvor arbejderne netop var ved at forberede sprængningen af en vældig granitsten for at benytte den til vejmateriale. Krause fik dog arbejderne til at udsætte sprængningen, så han kunne få talt med entreprenøren, som forestod vejarbejdet.

Entreprenøren overlod velvilligt stenkolossen til udvalget, som dermed havde en sten, velegnet til formålet.

Det var imidlertid meget besværligt at få kolossen læsset på en blokvogn og at få den trukket ud til fast vej. Men det lykkedes, og fire svære heste kunne trække det tunge læs resten af vejen.

Arbejdet med opstillingen var færdig, så afsløringen kunne ske på selve genforeningsdagen, 9. juli 1920. Fra hotel Farums have marcherede alle deltagerne, godt 1000 mennesker, med Dannebrog og egnens samtlige foreningsfaner i spidsen hen til »Majpladsen«, hvor sognepræsten, Otto Krogh, talte og afslørede mindesmærket. Den stedlige sangforening sang Johan Eirlangs genforeningssang, og sognerådsformand, gårdejer Karl Larsen, der var komiteens formand, gav et resume af stenens historie og arbejdet med at få den transporteret fra findestedet til »Majpladsen«. Stationsforstander Jepsen talte for hædersgæsten, sognets eneste tilstedeværende veteran, fhv. købmand Digmann. Der afsluttedes med et fælles kaffebord, men hele dagen og om aftenen var der mange mennesker, som kom til mindepladsen for at beundre det smukke dannebrogsflag af røde og hvide blomster, som byens kvinder havde plantet foran stenen.