Dette er en gengivelse af historien om genforeningsstenen på Esterhøj, Odsherred kommune. Den bygger på Johs. Vejlagers beskrivelse i hans bog "Genforeningsmindesmærkernes Historie".

Genforeningsstenen på Esterhøj blev fundet på Høve strand, men den havde i forvejen en hvis tilknytning til Esterhøj ifølge et sagn.

Efter overleveringen lyder sagnet:

Et udvalg af mænd og kvinder fra hele sognet påbegyndte kort efter afstemningen i I. Zone forberedelsen til en storstilet genforeningsfest; men da efterretningen om resultatet af afstemningen i II. Zone indløb, var det dermed givet, at festens karakter måtte væsentlig forandres.

Da udvalget en aften hen på forsommeren var samlet i Asnæs skole blev det foreslået af daværende sognepræst Wald. W. Bagger, og straks vedtaget, at rejse en genforeningssten i sognet. Det blev vedtaget at rejse stenen på sognets højeste punkt, Esterhøj, 85 meter over havet, og det skulle være sagnstenen fra stranden, der skulle flyttes derop, som foreslået af fru Kathrine Wiggert-Nielsen, Høve.

Der blev naturligvis også talt om vanskelighederne og bekostningerne, men det kom helt i anden række. Og så godt havde tanken fanget, at flere af deltagerne, skønt det var blevet sent, straks cyklede til Høve Strand, tog stenen i øjesyn og gav hinanden håndslag på, at kunne stenen flyttes, så skulle den flyttes, selv om det ville blive meget vanskeligt og dyrt. Det skulle ske på gammel dansk vis alene ved anvendelse af heste- og menneskekraft, som efter det berømte kongelige forbillede: Harald Blåtand, der ville flytte en stor sten ude fra havets kyst op til Jelling til sin mors gravhøj. Og med et vældigt opbud af frivillig hjælp og frivillige bidrag gennemførtes planen, så det passer i bogstavelig forstand, hvad der senere er indhugget i stenens bagside: Beboerne i Asnæs Sogn satte denne Sten.

Esterhøjstenen er ikke Danmarks største genforeningssten. I 1930 blev den største genforeningssten rejst i Holte nord for København. Den blev trukket med damptromler ca. 8 km ad jævne veje og stillet ved siden af en hovedvej næsten uden forhøjning. I modsætning hertil blev Esterhøjstenen trukket ved heste- og menneskekraft, nede fra stranden op på et af Sjællands højeste punkter, hvorfra der i klart vejr kan ses over til Jyllands kyst. Høj og sten skulle knyttes sammen. Stenen på stranden, hvorunder nøglen til højens skatte lå gemt, skulle føres op på højen til vidnesbyrd om de landsmænd, hvis lænker var bristet. Selve højen er en ideel plads for rejsningen af et nationalt mindesmærke, beliggende, som den er, tæt ved alfar vej, og fra hvis top der er en imponerende udsigt over et dansk landskab.

Flytningen af den vældige granitkolos formede sig i korthed således:
14 dage efter det nævnte møde i Asnæs skole var det hele organiseret, så arbejdet kunne begynde, ledet af to kyndige mænd fra Falcks Ingeniørafdeling, København, for hvem der var tegnet en garantisum på 4000 kr. For at få sognets unge med, var det ordnet således, at arbejdet så vidt muligt skulle henlægges til om aftenen efter kl. 19. De mødte så talrigt, at der altid var mandskab nok, en gang var der over 100 deltagere, endda i øsende regnvejr. Den 16. juni 1920, kl. 19, blev arbejdet påbegyndt, idet 10 mand gravede stenen fri. Arbejdet besværliggjordes ved, at der var en kilde lige i stenens leje. Det første stykke vej - ca. 300 m - gik langs selve forstranden, der sine steder var meget blød og andre steder meget skrå og ujævn. Det var nødvendigt at lempe flere store sten til siden og planere og underbygge med sten og sand, for at bjælkerne kunne bære den mægtige kolos, der på en slæde af svært tømmer og jernbjælker, hvorunder der var lagt ruller, blev slæbt frem på et dobbelt bjælkeunderlag, trukket med et skibsspil og dertil hørende taljeværk. Et godt stykke arbejde blev udført af 130 drenge fra Frederiksberg kommunes sanatorium ved Høve Strand, som med deres bare hænder flyttede tusinder af rullesten og med deres små skovle mange læs sand til udjævning af den flere steder stærkt skrånende forstrand. Nogle ruller blev mast i stykker af den kolossale vægt og måtte atter og atter fornyes. Men uden større uheld nåedes den jævne, men bløde skovvej. Her gik transporten mere støt, men det tog dog 6 dage at nå gennem skoven til fast vej, hvor stenen ved hjælp af kran og taljer blev læsset på en jernblokvogn, lejet for 60 kr. pr. dag hos Burmeister & Wain, København. Og tirsdag den 22. juni slæbtes så stenen til foden af Esterhøj i skøn forening af 22 heste og 500 mennesker. Et øjenvidne fortæller om transportens sidste stykke, det stejle, S-formede Høve Stræde, Sjællands eneste »pas«, - og selve højen: Det var et storslået syn. Det smukke stræde med de høje skrænter var fuldt besat med folk, som var kommet langvejs fra, for at se sagnstenen blive slæbt til Esterhøj. Og et fornøjeligt liv udfoldede sig ved arbejdet. Alle ville være med til at rejse mindet om genforeningen. Egnens præster og andre rangspersoner sled, som det ene var deres kræfter, det kom an på, og et korps af Frivilligt Drengeforbund og andre børn holdt strædet afspærret for køretøjer og hjalp i det hele til, så godt de kunne. Oppe på stenen stod en ung mand og dirigerede: højre! venstre! i de vanskelige sving, da de 22 heste og 500 mennesker havde vanskelighed ved at holde blokvognen midt på vejbanen; men det var et stolt og imponerende syn for tilskuerne oppe på de stejle skrænter, og en uforglemmelig oplevelse har det været for den unge mand, der styrede sagnstenen til Esterhøj. Efter et par uheld og større forsinkelser, som skyldtes, at vognen ikke i vejsvingene kunne holdes nøjagtigt midt på vejbanen, blev marken ved Esterhøj nået. Her blev stenen igen anbragt på den svære slæde og på samme måde som i skoven slæbt op over marken. Det sidste stykke var det vanskeligste - og farligste. Stigningen var så stejl, at der måtte bygges en sliske, og trods alle sikringsforanstaltninger, blev der sporet en ikke ringe nervøsitet hos de ledende, Redningskorpsets kyndige folk. Men det gik godt. Stenen kom op. Et befriende pust - og alle blottede hovederne. Og med blikket ud over den smukke egn istemte de mange mennesker: Der er et yndigt land. Udgifterne ved flytningen, der havde taget 11 dage, beløb sig til 3844 kr. foruden alt frivilligt arbejde, som var ydet: 4388 arbejdstimer, og af hestekræfter 1288 arbejdstimer. Alt sammen gratis. Stenen var flyttet i alt 2477 m, hvoraf 1400 m med en stigning på 85 m.