Den store dag
Denne sang var indledningen til Erich Erichsens roman, Den store dag med undertitlen: Af en ung dansk sønderjydes optegnelser, det vil sige en sønderjyde, der boede syd for Kongeåen under Første Verdenskrig, og derfor gjorde tysk krigstjeneste ved Vestfronten.

Stroferne fra sangen er anvendt på genforeningsstenen i Skjellerup, Mariager kommune.

Venner, venner, hvad er det –
dette tog af mænd og kvinder.
Se, hvor deres øjne skinner,
se, hvor de har smil om mund.
Venner, gråd mit øje blinder.
Det er Danmarks højtidsstund.

Venner, venner, hvad er det –
dette brus af danske sange
over Slesvigs dyre vange,
båret af så fri en hu.
Venner det er mange, mange
slægters drøm, der lever nu.

Venner, venner, hvad er det –
Det er grænseskel, der slettes,
vold og ufærd, der skal rettes,

Sønden-Å bliver dansk igen.
Venner meget ondt vil tvættes,
megen sorg: Far hen … far hen…

Venner, venner, hvad er det –
det er troen, der belønnes,
det er håbets træ, der grønnes,
kærlighed, der mål skal nå.
Venner, aldrig mere stønnes
under åget sønden Å.

Venner, venner, hvad er det –
Er det drøm, vi ikke fatter.
Er det bare håb, der glatter
glemsels muld i gamle spor.
Venner, Nej! Nu mødes atter
Danmarks folk på Danmarks jord.