Nordsjællands Efterskole, Gribskov kommune.

Ældre billede af genforeningsmindet foran Nordsjællands Efterskole Dette er et ældre billede af genforeningsmindet foran Nordsjællands Efterskole.

Billedet er fundet af Finn Klitgaard, Lokalhistorisk Forening for Helsinge og Omegn.

Den 29. juni 1926 var der en artikel i Isefjordsposten om afsløringen:

Ved en Højtidelighed i Overværelse af godt 200 Mennesker afsløredes i Søndags den i Valby Skoles Have rejste Mindesten for Sønderjyllands Genforening med Danmark og for de i de slesvigske Krige faldne Soldater fra Valby Sogn, nemlig Chr. Davidsen, Valby Huse, død i Posen den 4. Juli 1864, N. Pedersen, Valby, død i Isted den 23. Juli 1850, og Sv. Hansen, Valby, død paa Als den 27. Juli 1864. Sidstnævntes Enke er endnu levende og var til Stede for at overvære Afsløringshøjtideligheden.

Regnar Petersen, Aggebo, bød Velkommen, og Pastor Lyngh-Larsen samt fhv. Højskoleforstander Sieverts talte, hvorpaa Stenen afsløredes.

Den store ca. 1½ Meter høje Kampesten hviler paa et støbt Fundament og tager sig smukt ud. Den bærer Indskriften: Vi er danske og vil være danske. Ved dens Fod, støbt ind i Fundamentet, er anbragt tre mindre Sten, hvor er indhugget Navnene paa de tre faldne Krigere.

Efter Afsløringen holdt Højskoleforstander Sieverts Foredrag om Land og Folk, hvorpaa der var fælles Kaffebord i Missionshuset. Her oplyste Regnar Petersen om Mindestenen, at den er skænket af Gdr. N.P. Hansen, Holmgaard, Stenhuggerarbejdet er udført af H. Andersen, Helsinge, og Fundamentet er støbt af S. L. Sørensen, Valby Huse. En stor Del af Arbejdet var udført gratis, hvorfor han rettede en Tak til de paagældende.