Hald by og sogn, Randers kommune

Befrielsessten i Hald by og sogn, Randers kommune Befrielsesstenen står i anlægget Salbakken/Haldvej, 8983 Gjerlev J.
GPS-koordinater (link): 56.557052 10.109406
Stenen er i bogstaveligste forstand rejst af byens egne borgere, nemlig af Hald Gymnastik- og Borgerforening. Den blev gravet fri fra gårdejer A. Kjærgaards mark og flyttet ud af Hald Krat syd for byen i 1948/49 og afsløret den 9. juli 1950. Transporten foregik på en blokvogn til dens nuværende ståsted, en strækning på et par kilometer.
Inskriptionen lyder:
TUNGE TIDER TYNGEDE LANDET
DANSKE DRENGES DAAD FOR DANMARK
KALDER KOMMENDE SLÆGTER TIL KAMP
FOR FOLKESLAGENES FRIHED OG FRED
GUD TIL ÆRE OG PRIS
1940 - 1945
Inskriptionens forfatter kendes ikke, men det er og har været den almindelige opfattelse på stedet, at stenen er rejst og tekstet under indtryk af, at den tyske besættelse var tær på Hald sogn, bl.a. med nedkastningsstedet i Allestrupgaard-skoven, Hvidsten-gruppen og flere andre forhold.