Hadsund købstad og sogn, Mariagerfjord kommune

Befrielsessten i Hadsund købstad, Mariagerfjord kommune Befrielsesstenen står i parken ud til vejen overfor Timandsvej 27, 9560 Hadsund.
Den 4. og 5. maj 1945 jublede folk i Hadsund som i alle andre danske byer.

I Håndværkerforeningen vedtog man at opstille en sten til minde om freden. Stevn Kalkværk forærede en natursten, som Falck transporterede til Timandsvej ved De Gamles Hjem (nu Ungbo).
Afsløringen fandt sted den 4. maj 1946, hvor pastor A. Thomsen holdt hovedtalen og sognerådsformand Martinus Nielsen inviteredes til på byens vegne at modtage stenen. Efter højtideligheden gik man i fakkeltog til Markedspladsen, hvor festen afsluttedes med bål og båltale ved direktør H.P. Wenslev.

Teksten er:
9 APRIL 1940
HÆRGET BLEV LANDET AF MORD OG VOLD

5 MAJ 1945
MEN END SPRINGER LØVER I DANMARKS SKJOLD